VIDA

Vedtægter 2016

VEDTÆGTER FOR VIDA

§1 NAVN OG HJEMSTED 

Stk. 1.  Foreningens navn er VIDA (Viden, Information, Dokumentation, Arkiv).

Stk. 2.  Foreningens hjemsted er København.

§2 FORMÅL OG VIRKE

Stk. 1. VIDA er en interesseorganisation med særlig fokus på informations- og vidensorganisation i både digitale og papirbaserede arkiver såvel som generel dokumenthåndtering i organisationer, virksomheder og offentlige myndigheder. Formålet med VIDA er gennemnetværk og foreningsaktiviteter at skabe forståelse og udvikling for personer med faglig interesse og kompetencer inden for området.

Stk. 2. Formålet opfyldes ved at:

  • Udvikle netværk
  • Skabe et levende netværk med fokus på fornyelse og vidensdeling
  • Bringe fokus på samarbejde på tværs af virksomheder Varetage forbindelser til tilsvarende inden- og udenlandske foreninger
  • Arrangere
    • Workshops
    • Seminarer
    • Foredrag
    • Virksomhedsbesøg

 §3 MEDLEMSOPTAGELSE OG KONTINGENT

Stk. 1.Som medlem optages enkeltpersoner eller personer tilknyttet en virksomhed, organisation eller institution. Alle personer, der ønsker optagelse som medlem af VIDA uanset medlemstype, registreres med relevante kontaktinformationer. Der skal fra virksomheden, organisationen eller institutionen udpeges en kontaktperson i forbindelse med kontingentopkrævning.

Stk. 2. Medlemskontingentet fastsættes af generalforsamlingen og er gældende, indtil forslag om ændring vedtages på en ny generalforsamling, dog kan ændring kun træde i kraft pr 1. januar efter vedtagelse.

§4 UDMELDING OG SLETNING

Stk. 1 Udmeldelse af VIDA kan ske til en 1. januar.

Stk. 2. Såfremt kontingent ikke er betalt med udgangen af 1. kvartal vil medlemmet blive slettet.

Stk. 3. Medlemmer, der udtræder af foreningen, har intet krav på foreningens formue.

§5 EKSKLUSION

Stk. 1 Bestyrelsen træffer beslutning om eksklusion ved simpelt stemmeflertal.

Stk. 2. Bestyrelsens beslutning om eksklusion kan af det pågældende medlem indbringes for den nærmest påfølgende ordinære generalforsamling, der træffer endelig afgørelse i sagen ved simpelt stemmeflertal.

§6 REGNSKAB

Stk. 1. Regnskabsåret er kalenderåret. Regnskabet skal være foreningens revisor i hænde senest 8 uger før generalforsamlingen. Det af revisor reviderede og undertegnede regnskab forelægges bestyrelsen til godkendelse senest 4 uger før generalforsamlingen.

§7 GENERALFORSAMLING

Stk. 1. Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.

Stk. 2. Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden udgangen af maj måned. Dagordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Formandens beretning
  3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
  4. Indkomne forslag
  5. Valg af bestyrelsesmedlemmer fra foreningens medlemskreds i henhold til §8, stk. 2.
  6. Valg af revisor

Stk. 3. Forslag skal for at blive behandlet på den ordinære generalforsamling være formanden i hænde senest 15 dage før den ordinære generalforsamling.

Stk. 4. Ekstraordinær generalforsamling afholdes på bestyrelsens foranledning eller efter skriftlig anmodning til formanden fra mindst ¼ af samtlige medlemmer.

Stk. 5. På en ekstraordinær generalforsamling kan kun behandles de(t) forslag, der har foranlediget dens indkaldelse.

Stk. 6. Indkaldelse til en generalforsamling skal foretages med mindst 3 ugers varsel. Indkaldelse sendes til hvert medlem og skal indeholde dagsorden og det reviderede regnskab.

Stk. 7 Beslutninger på generalforsamlingen træffes ved simpelt stemmeflertal. Dog kræves til vedtagelse af ændringer af vedtægterne 2/3 af de på generalforsamlingen afgivne stemmer.

Stk. 8. Hvert medlem har 1 stemme, som afgives ved personligt fremmøde.

Stk. 9 Skriftlig afstemning foretages, såfremt det begæres af dirigenten eller mindst fem medlemmer.

§8 BESTYRELSEN

Stk. 1. Foreningen ledes af en bestyrelse på mindst 4 og op til 7 medlemmer, der vælges på generalforsamlingen.

Stk. 2. Valget sker ved simpelt stemmeflerhed for en periode af to år.  Det tilstræbes at den ene halvdel er på valgt i ulige år og at den anden halvdel er på valg i lige år. Genvalg kan finde sted.

Stk. 3. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, sekretær og kasserer.

Stk. 4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer er til stede, herunder formand og/eller næstformand.

Stk. 5. Formanden, eller i vedkommendes forfald næstformand, leder bestyrelsesmøderne.

Stk. 6 Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal; dog er i tilfælde af stemmelighed mødelederens stemme afgørende.

Stk. 7. Der tages referat fra bestyrelsesmøderne.

§9 TEGNINGSRET OG HÆFTELSE

Stk. 1 Foreningen tegnes af formanden og et andet bestyrelsesmedlem i forening. For så vidt angår foreningens løbende forretninger kan bestyrelsen ved skriftlig fuldmagt delegere tegningsbeføjelsen til et enkelt bestyrelsesmedlem eller en anden navngiven person.

Stk. 2 Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer eller bestyrelsen nogen personlig hæftelse.

§10 OPLØSNING

Foreningen kan kun opløses, såfremt forslag herom vedtages efter de for vedtægtsændringer gældende regler jf. § 7, stk. 7.  Forslag om opløsning af foreningen kan kun behandles på en til dette formål indkaldt ekstraordinær generalforsamling.  Generalforsamlingen beslutter herefter hvad foreningens formue skal anvendes til – dog skal det være et eller flere formål, der ligger nærmest ved foreningens formål.

Således vedtaget på den stiftende generalforsamling den 18. marts 1976 og med seneste ændring vedtaget på generalforsamling 12. maj 2016